Nyt hjemmerøveri

En 69-årig mand var natten til torsdag udsat for et voldsomt hjemmerøveri. Det er det andet hjemmerøveri i Nordjylland på to dage.

En 69-årig mand var natten til torsdag omkring kl. 00.30 udsat for et hjemmerøveri i sin bolig i Hvam ved Aalestrup. Manden blev vækket ved at to mænd stod ved hans seng og lyste ham i hovedet med en lommelygte. Det fortæller Midt - og Vestjyllands Politi.

De to mænd truede ham til at udlevere kontanter, sit dankort og en mobiltelefon. De sparkede ham i maven for at få ham til at udlevere sin pinkode til dankortet.

Den 69-årige mand har ikke kunnet give et signalement af de to røvere, ud over at det var to mænd, og at de talte dansk.

Politiet står i øjeblikket uden spor i sagen.

Natten til onsdag var en mand i Nørager også udsat for et hjemmerøveri, hvor fire mænd trængte ind i hans hjem og truede med pistol.


Seneste nyt

fra Nordjylland