Nyt kæmpesmæk til Aalborg Pirates - tilbage som bundprop

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Med to kæmpenederlag på fire dage er ydmygelsen af Aalborg Pirates total. Piraterne spillede i aftes med klap for begge øjne og fik tæv i Odense.

Kun en sølle nat kunne Aalborg Pirates gå i køjerne som næstsidst i Ligaen. Efter søndagens kamp mod Rødovre, som holdet vandt 4-3, var holdet en sjælden gang ikke sidst i Metal Ligaen. 

Men mandag blev det hverdag igen, og nederlaget fra i fredags mod White Hawks blev stort set kopieret i aftenens kamp mod Odense. 

Pirates spillede igen uden backerne Magnus Leth Nielsen, Kristian Kodal og Anders Thode og forward Lasse Jul Korsgaard. Men om de fire skal have skylden, eller om man skal rette skytset mod dem, der trods alt steg på spillerbusssen og trak i skøjterne i Odense, det må være op til træner-teamet  Jens Nielsen og Ronny Larsen at afgøre. 

I hvert fald er status, at Aalborg Pirates aldrig fik et træben til jorden i opgøret, hvor Odense Bulldogs blæste til totalangreb og vandt med de fortællende cifre 9-2. I  fredags blev piratskibet skudt i sænk i Frederikshavn med 10-2. 

Det betyder, at holdet igen er sidst i ligaen. Økonomien i klubben gik op til sæson fra blodrød til stram. Spillet på banen lokker ikke ligefrem tilskuere til hjemmebanekampene. 

Noget må der gøres. Klubbens hjemmeside har overskriften 'Aalborg Pirates - ishockey med kant'. Det slogan kan ikke være mere malplaceret. 

Klubben er særdeles sparsom med oplysninger efter nederlaget. Forleden var der nyt op hjemmesiden kort efter sejren på hjemmebane. Her til morgen er der radiotavshed.

På Facebook lægger man nøgternt nederlagets cifre frem, og klubbens fans kommer med venlige klap på skulderen til trænere og spillere.  

 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord