Nyt kunstevent skal holde unge kunstnere i Aalborg

01:58

Du behøver ikke flytte til de større byer, hvis du drømmer om at blive kunstner. Det vil arrangørerne bag Aalborg Art Hour bevise med deres nye event.

10 performances på 10 forskellige lokationer i løbet af 10 timer. Det er konceptet bag Aalborg Art Hour, som torsdag løb af stablen for første gang. 

Aalborg Art Hour er skabt i et samarbejde mellem UngAalborg og  Aalborg Kulturskole, og målet er at sætte fokus på Aalborgs kunstnermiljø. 

- Først og fremmest vil vi gerne give børn og unge i Aalborg en fantastisk oplevelse i professionelle rammer med professionelle kunstnere. Vi vil give dem muligheden for at se, at der er muligheder i Aalborg, og at man skal blive her og lave kunst. Man skal ikke flygte til Aarhus eller København, fortæller Wilma Walther-Hansen, som er en af hovedarrangørerne bag Aalborg Art Hour. 

Læs også Elektronikfabrik inviterer til kunstudstilling

Fænomenet med at unge kunstnere forlader det nordjyske er nemlig velkendt i kunstnermiljøet i Aalborg, fortæller hun. 

- Det er super godt, at de prøver en masse forskellige ting, og tager ud i verden og ser en masse forskellige ting. Men det er et problem, at de ikke kommer tilbage. Det er et problem, at Aalborg bliver affolket for professionelle kunstnere, der søger andre steder hen. 

Hviler på få skuldre

En af de unge, nordjyske kunstnere, som torsdag bidrog med en performance på Kunsten, er Morten Poulsen. Han og de andre kunstnere, som har været en del af eventet, har brugt meget tid på at diskutere, hvad det er, der gør, om unge kunstnere bliver i byen, eller om de søger væk til de større byer. 

- Jeg tror, at noget af det, der kan gøre det svært at arbejde i Aalborg, er, at i de forskellige miljøer hviler det på meget få skuldre. Så snart der er en, der er væk, så er det en hel scene, der kan forsvinde. Og det er derfor, at scenen er så sårbar, som den er, fortæller han og forklarer videre:

- Vi er ikke en stor nok by til, at hvis der er en, der går ud af jazzmiljøet for eksempel, så er der en hel jazzscene, der stadig lever. Hvis der er nogle vigtige mennesker, der går ud af jazzmiljøet, jamen så dør jazzmiljøet i Aalborg, for vi er simpelthen ikke nok mennesker til det.

Et vigtigt tiltag

Derfor mener Morten Poulsen, at det er vigtigt med tiltag som Aalborg Art Hour, hvor de forskellige kunstnere i byen får mulighed for at møde hinanden, og hvor de kan få en platform at præsentere deres kunst på. Han håber på flere lignende tiltag i fremtiden.

- Det er jo en invitation til at lave et værk. Og det er jo det, vi gerne vil, hvis vi som kunstnere skal blive i byen. Vi skal inviteres til at lave noget. For hvis vi skal skabe det hele selv fra bunden hver gang, så er det et kæmpe arbejde. Så det at der bliver etableret nogle platforme for at vi kan præsentere vores værker, det er meget vigtigt, mener Morten Poulsen. 

De forskellige steder, der torsdag lagde rum til første udgave af Aalborg Art Hour,  er Kunsten, Sofiendalskolen, Teater Nordkraft, Musikkens hus, Aalborg teater, Klaverstemmeren, Det Hem’lige teater, Skoleforvaltningen og 1000Fryd.

Flere nyheder fra TV2 Nord