Nyt kunstmuseum åbner i Aalborg

Efter en restaurering på 155 millioner kroner genåbner Kunsten igen til januar.

Selvom Aalborg kunstmuseum åbnede første gang i 1972, vil man alligevel få følelsen af at træde ind på et nyt kunstmuseum, når Kunsten genåbner i januar.

Efter en gennemgående restaurering til 155 millioner kroner er der blandt andet opført en ny udstillingssal, nye undervisningslokaler og en ny café.

Det er også lykkedes for Kunsten at indgå en række aftaler med internationale kunstnere og udstillingssteder.

Blandt andet udstiller en af Pakistans størst samtidskunstnere, Imran Qureshi, sin første soloudstilling i Skandinavien på netop Kunsten.

- Med det nye kunsten starter en ny æra. Aalborg kunstmuseum bliver dagsordensættende. Et sted, hvor man møder den ypperste kunst i ekstraordinære rammer, der fremstår funklende og samtidige, siger museumsdirektør Gitte Ørskou.

Kunsten åbner igen 23. januar 2016.


Seneste nyt

fra Nordjylland