Nyt landingssystem i Aalborg Lufthavn er en succes

Et nyt signalsystem til de fly, der skal lande i Aalborg Lufthavn, betyder, at flyene nu kan lande på trods af lav sigtbarhed.

Hvis tågen har ligget tæt omkring Aalborg Lufthavn, har flyene været nødt til at finde en anden lufthavn at lande i. Det problem har dog det seneste år været fortid.

En nyt system på landingsbanen betyder nemlig, at flyene godt kan lande, selvom sigtbarheden er lav.

- Den fortæller simpelthen flyveren vinklen ind. Så den er sikker på, at den lander ens hver eneste gang, fortæller Anette Obel, der er luftfartstekniker og som har været med til at installere systemet.

Systemet fungerer således, at flyene 45 kilometer fra lufthavnen modtager et signal fra det nye tårn på landingsbanen. Via autopiloten kan flyet så koble sig på signalet og blive dirigeret sikkert i mål. I teorien virker systemet helt ned til en sigtbarhed på nul meter.

Tidligere måtte flyene finde nye landingsbaner, hvis sigtbarheden nåede ned under 350 meter. Til store gene for både luftfartsselskaber og passagerer. I gennemsnit koster en omdirigering af et fly cirka 250.000 kroner.

Systemet har kostet seks millioner kroner at installere for Aalborg Lufthavn, der tidligere har omdirigeret cirka syv fly om året.

Kan det så betale sig at bruge seks millioner kroner?

- Det er jeg stensikker på, at det har kunne. Vi havde her den 25. februar, hvor vi havde tåget over hele Nordjylland, og vi havde under 350 meter sigt, som gør at flyende normalvis ikke ville kunne lande, fortæller Kim Bermann, der er vice og driftsdirektør Aalborg Lufthavn.

Den nye garanti for at man kan lande i lufthavnen gør også, at lufthavnen bliver mere attraktiv for luftfartsselskaberne at bruge.

- Det er forbundet med en del omkostninger, når man er nødt til at omdirigere fly til en anden lufthavn på grund af tåge. Og med sådan et system, man har installeret i Aalborg Lufthavn, der vil vi i højere grad kunne undgå den situation.

Så det gør det mere attraktivt at flyve fra Aalborg Lufthavn?

- Helt sikkert, fortæller Andreas Hjørnholm, der er kommunikationschef i Norwegian, der har rigtig mange flyvninger til og fra Aalborg Lufthavn hvert år.

Aalborg Lufthavn har ikke haft en eneste omdirigering på de store passagerfly, siden de fik det nye system.


Seneste nyt

fra Nordjylland