Nyt liv i gammelt studie

For første gang i 25 år er der igen musik i det gamle Stuk Studio ved Nibe.

Det er det nordjyske band Spinning Wheels, som lige nu støver studiet af og er i gang med at indspille en ny plade med egne numre.

- Der er utroligt meget musik i væggene, og det er meget inspirerende at komme herind, siger Jens Varmløse, som er guitarist i bandet og samtidig manden, der nu har lejet sig ind i bygningen nær Nibe, for at genåbne det gamle Stuk Studie.

Her har mange kendte musikere gennem tiderne indspillet, blandt andre Niels Hausgaard, Lars Lilholt, Poul Krebs, Ib Grønbech og også bands som De Gyldne Løber og Gasolin har været forbi studiet.

Men de seneste 25 år har der ikke været indspillet musik her. Dog står studiet stort set som dengang i 1970erne, hvor studiet havde sin foreløbig storhedstid.

Spinning Wheels har igennem flere år været kendt som partyband, men nu satser bandet på egne numre og er i gang med at indspille plade nummer to udelukkende med nye og egne numre.

Bandet satser på at kunne høste frugterne af flere dages intens indspilning i Stuk Studiet i slutningen af oktober, når sangene udgives. Og der er allerede booket flere indspilninger i studiet, idet Ib Grønbech også meget snart skal i gang med at indspille nyt - i det gamle Stuk Studie ved Nibe.


Seneste nyt

fra Nordjylland