Nyt maleri af Anna Ancher på Skagens Museum

Det er lykkedes Skagens Museum at hente endnu et Anna Ancher maleri hjem til samlingen. Det passer som lærred i ramme for i år er det 150 år siden, at Anna Ancher blev født, og det markerer museet med en ny udstilling.

Udstillingen hedder ANNA (jeg) ANNA. En hyldest til Anna Ancher.

Med støtte fra Skagens Museum Venner har Skagens Museum købt maleriet "Ung mor med sit barn" fra 1887 på Bruun Rasmussens Kunstauktioner. Maleriet er, ifølge Skagens Museum, et unikt eksempel på, hvordan Anna Ancher eksperimenterede med farverne og renser rummet for alle overflødige detaljer.

- Anna Ancher var en unik kunstner, og hun var en markant figur i danske og nordisk kunsthistorie. Hun fik stor succes som kunstner allerede i sin samtid, og formåede at få en karriere som kunstner, selv om hun både havde mand og barn, og hun er en af de få danske kvindelige kunstnere, der for alvor er berømt - også i dag, siger museumsinspektør, Mette Bøgh Jensen.

Den nye Anna Ancher udstilling kan ses i perioden 2. maj til 31. august.


Seneste nyt

fra Nordjylland