Nyt og enestående rideanlæg i Løgstør

Foto: Tegnestuen LBB3

Foto: Tegnestuen LBB3

Foto: Tegnestuen LBB3

1 af 3

Heste og ryttere i Løgstør Rideklub vil i fremtiden dele deres nye faciliteter med spejdere, cyklister og løbere. Lokale og Anlægsfonden har deltaget i udviklingen af projektet og støtter det nu med syv mio. kr.

Det typiske rideanlæg skal være en lukket facilitet, hvor der kun er adgang for ryttere. Den tankegang har Lokale og Anlægsfonden længe forsøgt at udfordre. Mange rideanlæg er på samme tid naturskønt og bynært placeret, og det virker oplagt, at rideanlæggene også kan bruges som samlingssteder og støttefaciliteter for de andre, der udfolder sig aktivt i naturen.

Landets første eksempel på, at et rideanlæg indrettes til andre brugergrupper end ryttere, bliver opført i Vester Ørbæk nær Løgstør. Her bliver der plads og faciliteter til friluftsfolkene fra FDF, cyklisterne fra Løgstør Mountainbikeklub og hunde-entusiasterne i Løgstør Hundeklub.

Derudover vil en række selvorganiserede brugere - som fx løbere og vandrere - blive inviteret indenfor som brugere af det nye natur- -og ridecenter.

- Vi har i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden fået skabt et unikt projekt, der kommer til at give både heste- og naturelskere i området nogle fantastiske oplevelser. Jeg er samtidig meget stolt af, at vi i Vesthimmerland bliver spydspids for en ny måde at gøre tingene på, siger Allan R. Andersen, formand for styregruppen bag Løgstør Natur- og ridecenter.

Projektet er tegnet af Tegnestuen LBB3. Vesthimmerlands Kommune støtter projektet med tre mio. kr. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med syv mio. kr. I alt vil projektet koste 24 mio. kr. at opføre.

- Projektet får ekstra stor økonomisk støtte fra Lokale og Anlægsfonden, da det er det første eksempel på, at en rideklub i Danmark tør åbne sig mod andre brugergrupper og er villig til at udvikle et nyt rideanlæg, der også kan inkludere mange nye brugere. På den måde skabes der meget mere end et rideanlæg. Der skabes et spændende mødested og støttepunkt for en lang række aktive i naturen, siger Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Flere nyheder fra TV2 Nord