Nyt parti i Aalborg

Foto: Thomas Gaardsmand (arkiv)

Kommunalvalget i Aalborg bliver med deltagelse af et parti med fokus på de trafikale forhold

Partiet, der har fået det mundrette navn Trafikalt Folkeparti, er stiftet af Anders Wested, der er indædt modstander af den tredje Limfjordsforbindelse, der efter mange politiske debatter foreslås lagt tværs henover Egholm.

- Jeg har skrevet læserbreve efter læserbreve, men det er bare ikke nok, så nu forsøger jeg at få indflydelse på den beslutning gennem byrådet, fortæller partistifteren til TV2/Nord.

Skulle det blive til en plads i byrådet skal der andre punkter på partiprogrammet, og der regner Anders Wested med konstruktiv dialog med vælgerne. På partiets hjemmeside er der plads til masser af debatter, som vil blive brugt til de overvejelser der følger med i det politiske embede.

- De debatter ligger der hele tide og bliver ikke gemt væk i et eller andet partiprogram, hvor man ikke kan finde det igen. Så kan man heller ikke komme i den situation, at man oplever, at der er sagt en ting, og så stemmer man noget helt andet i byrådet, afslutter Anders Wested.

Partiets hjemmeside kan findes på adressen http://trafikaltfolkeparti.dk.

Flere nyheder fra TV2 Nord