Nyt Rock'n Roll museum åbner i Skagen

Et Rock'n Roll museum åbner i Skagen næste år.

Skagen får næste år en helt ny attraktion, der nok skal få humøret i top hos alle voksne teenagere.

Alan McCurdie, som tidligere har ejet spisestedet McCurdies i Skagen, har længe haft en drøm om at lancere et Rock Univers. I samarbejde med Benny Vejlby, som ejer alle effekterne fra det tidligere Rock & Roll Museum i Blokhus, bliver drømmen nu indfriet næste år, hvor dørene slå´s op til Alans Rock Univers. Det nye sted bliver indrettet på Havnepladsen sammen med en stor spiserestaurant.

- Idéen er, at folk skal have en oplevelse – og dette bliver en musikoplevelse ud over det sædvanlige. Spiserestauranten bliver indrettet med udstillingsmontrer, som fortæller hele Rock historien lige fra Buddy Holly og Beatles til Guns N´Roses og Gasolin, siger Alan McCurdie.

Herudover bliver der en særlig udstilling for Elvis fans – en 70 m2 specialudstilling med mange hundrede
sjældne effekter som personlige ejendele, originale guldplader, smykker, koncertbælte, autografer mm..
I Turisthus Nord byder Turistdirektør René Zeeberg det nye tiltag velkommen:

- Vi glæder os altid over nye spændende tiltag og initiativer i Skagen, og jeg vil derfor gerne kvittere for alle de gode kræfter, som Alan har lagt i dette projekt. Vi tror på, at der er en målgruppe for denne nye oplevelse, så man kan roligt glæde sig til at besøge Alans Rock Univers, som er et helt særligt koncept, siger René Zeeberg, turistdirektør, Turisthus Nord. 


Seneste nyt

fra Nordjylland