Nyt skoleforlig i Hjørring

Mosbjerg Skole sidder tilbage med sorteper efter nyt skoleforlig i Hjørring. Politikerne i Hjørring vil nu lukke skolen. Til gengæld bevares skolerne i Tversted og Astrup.

Det nye skoleforlig har bred opbakning i byrådet. Alle partier er således med i det nye skoleforlig i Hjørring.

 - Jeg er tilfreds med nu at kunne fremlægge et forlig om Hjørring Kommunes skolestruktur, hvor repræsentanter fra alle partier i Byrådet står bag. Jeg er meget bevidst om, at den nye skolestruktur har konsekvenser for rigtig mange af kommunens borgere og griber ind i familier og ikke mindst børns hverdag. Derfor har det været mig meget magtpålæggende at få et forlig i hus, der ikke blot udviser økonomisk ansvarlighed, men også møder opbakning fra alle partier i  byrådet, siger borgmesteren Arne Boelt i en pressemeddelse.

I forhold til det første skoleforlig, som Hjørring Kommune meldte ud 12. november, så dropper politikerne planerne om at lukke skolerne i Astrup og Tversted. På Løkken Centralskole får overbygningen lov til at blive på skolen, og Skallerup Skole henføres til Holmegårdskolen i stedet for Lundergårdskolen.

I Mosbjerg betaler de prisen. Her skal skolen nu lukkes.
På byrådsmødet onsdag den 24. november vil forliget blive forelagt byrådet, og politikerne vil tage endelig stilling til kommunens fremtidige skolestruktur.

Vi har meget mere om skoleforliget i vores udsendelser senere i dag.

Flere nyheder fra TV2 Nord