Nyt sygehus bør placeres i Svenstrup

Der er på det seneste for alvor startet en debat, om hvor man kan placere et nyt sygehus ved Aalborg. Nu blander ledelsen på Aalborg Sygehus sig også i diskussionen om hvor et nyt sygehus kan placeres.

Skal der bygges et nyt sygehus i Aalborg, vil det være ideelt at placere det i Svenstrup tæt ved motorvej og jernbanestation. Det mener Tove Nilsson, der er cheflæge på Aalborg Sygehus.

- Mange af vore ansatte er pendlere. På nogle afdelinger kommer en tredjedel af lægerne kørende hertil for at arbejde hver dag. For dem og af hensyn til fremtidig rekruttering af personale er det vigtigt, at det er nemt og hurtigt at komme til og fra sygehuset med både bil og tog, siger hun til Nordjyske Stiftstidende.

Hun støttes af professor og overlæge på sygehuset, Peter Laurberg, der peger på fordelen for patienterne ved at komme til sygehuset:

- Det vil gøre det lettere for patienter fra Hobro at komme til Aalborg Sygehus end til Randers Sygehus. Og lettere for patienter fra Randers at komme til Aalborg Sygehus end til Skejby Sygehus, siger han.

Det skriver DR/Nordjylland.


Seneste nyt

fra Nordjylland