Nyt team skal holde folk fast i job

Jammerbugt Kommune udvider nu indsatsen i forhold til at fastholde medarbejdere på arbejdspladserne.

Det er et nyt team på jobcentret, der skal hjælpe medarbejdere med at blive på jobbet. Det er et decideret Fastholdelsesteam med forskellige faglige kompetencer. Der skal ansættes en psykolog og en sagsbehandler i teamet. Virksomhedskonsulenten og ergoterapeuten er allerede på plads.

Det nye team skal være ansvarlig for den samlede og koordinerede fastholdelsesindsats i kommunen. Det vil sige forebyggelse af sygefravær på private og offentlige virksomheder samt fastholdelse af sygemeldte på arbejdspladserne.

Ved for eksempel at have en psykologs kompetencer i teamet vil det kunne medvirke til at forebygge og afhjælpe stresssituationer, før det udvikler sig til sygemeldinger på en arbejdsplads.

- Vi er meget opmærksomme på, at stress og det psykiske arbejdsmiljø kan ramme på en arbejdsplads og kan være en af årsagerne til, at medarbejdere sygemeldes fra jobbet. Vi kan rådgive og sparre med virksomhederne ift. fastholdelse af stressramte medarbejdere. Vi kan også tilbyde samtaler med stressramte medarbejdere, hvor der er risiko for sygemeldinger, eller vi kan hjælpe medarbejdere, som vender tilbage efter en sygemelding, forklarer arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen.

Førhen har fastholdelsesindsatsen været varetaget af kommunens virksomhedskonsulenter, og netop nu søger jobcentret seks nye medarbejdere blandt andet en sagsbehandler til Jobcentrets nye fastholdelsesteam.


Seneste nyt

fra Nordjylland