Nyt testcenter på vej

MAN Diesel & Turbo investerer tocifret millionbeløb i nyt testcenter på Niels Juels Vej i Frederikshavn. Kontrakten underskrives i morgen.  

Det oplyser Kanalfrederikshavn.dk, som skriver, at MAN Diesel & Turbo-koncernens nye direktør, René Umlauft, underskriver kontrakten.

Det nye testcenter har fokus på grøn teknologi og skal bruges til at udvikle både eksisterende produkter og nye produkter.
Det vil bl.a. bestå af lager, kontorer og testceller af den højeste standard i verden.
Udviklingscenteret vil indgå samarbejder med andre maritime virksomheder som får mulighed for at benytte testcenteret, til gavn for innovationen i Frederikshavn og fastholdelse af arbejdspladser.
Ombygningen af prøvehuset til det nye Test Centre vil begynde i november 2011 og være afsluttet et år senere.
Poul Knudsgaard, direktør for MAN Diesel & Turbo Frederikshavn, kalder det et enormt skulderklap til alle i Frederikshavn, at koncernen nu investerer næsten 50 mio. kr. i at forvandle prøvehuset for produktionsmotorer til et topmoderne testcenter for fremtidens motorer.
- Når ombygningen er færdig, kommer vi til at køre udviklingstests af nogle af de motorer som koncernen skal leve af at sælge i fremtiden, så på den måde kommer investeringen også til at tilføre MAN Diesel & Turbo Frederikshavn viden om de nyeste motorer, og skaber derved grundlag for at vores serviceforretning også er teknologisk i stand til at servicere disse motorer når de kommer ud at sejle, lyder det fra direktøren.

Nyheden om millioninvesteringen i det nye testcenter vækker glæde i Frederikshavn. Borgmester Lars Møller sagde:
- Vi er meget glade for nyheden om udsigten til et nyt maritimt testcenter og nye videnarbejdspladser i Frederikshavn Kommune. Det kan være med til at give vores region et forspring i udviklingen af nye teknologier og produkter, som kan sikre at skibsfarten kan leve op til fremtidens miljøkrav. Det er en stor glæde for os at MAN Diesel & Turbo, med investeringen, sender et positivt signal om at de satser på "viden og service" aktiviteterne i Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland