Nyt våben mod ulovlig bundmaling

Fritidssejleres brug af ulovlig bundmaling er en tikkende bombe under de nordjyske lystbådehavnens økonomi. Lystbådehavnen i Nibe har fået regningen præsenteret. Nu tager Miljøstyrelsen et nyt våben i brug for at finde lystsejlere, der bruger ulovlig bundmaling.  

Bestyrelsen i Nibe Lystbådehavn fik sig en ubehagelig overraskelse, da det blev blev besluttet at grave havnen dybere efter tilsanding. Havnen ansøgte om såkaldt klapning, som er en tilladelse til at dumpe bundmaterialet til havs.

Klapningsansøgningen indbefatter, at havnen får taget målinger af bundmaterialet, og i Nibe viste det sig, at forekomsten af stoffet TBT (tributyltin) var alt for stor, og derfor måtte havnen i stedet deponere bundmaterialet. Pris 1 million kroner.

- Det var, hvad vi havde i kassen, og vi har kun fået gravet en tredjedel af, hvad der er behov for, siger havnefoged i Nibe Lystbådehavn, Torkild Gade.

Deponering af bundmateriale koster omkring syv gange så meget som klapning, og regningen for at grave en forurenet havn ud kan løbe op i 10-12 millioner kroner.

Forekomsterne af det giftige TBT undrer i Miljøstyrelsen, som har ansvaret for kontrollen.

- TBT har en meget skadelig virkning på mennesker og dyrs immunforsvar, og derfor blev det forbudt for lystsejlere i 1991 og for erhversfartøjerne i 2003. Og da stoffet nedbrydes på kun godt seks år, må der stadig være sejlere, som bruger den forbudte maling, siger specialkonsulent i Miljøstyrelsen, Leif Lykke Nielsen.

I Miljøstyrelsen tager man i år et nyt våben i brug i jagten på sejlere, som bruger ulovlig maling. En slags røntgen-pistol kan afsløre metaller gennem flere lag maling, og styrelsens særlige kemikalie-inspektion vil i år skærpe indsatsen.

- Vi besøger i de kommende uger 20 lystbådehavne med vores nye udstyr. Konstaterer vi store mængder tin på enkelte både, vil vi informere havnemyndighederne om, hvilke både der bør kigges nærmere på.

I Nibe Lystbådehavn er Miljøstyrelsen mere end velkommen.

- Hvis der findes enkelte brådne kar her i havnen, så skal de findes. Jeg tror ikke det hjælper med kammeratlige samtaler længere. Synderne må nok indstille sig på at finde en anden havn, siger Torkild Gade, havnefoged i Nibe Lystbådehavn.

Også lystbådehavnene i Hou og i Frederikshavn har fået konstateret for meget TBT i bundsedimentet.


Seneste nyt

fra Nordjylland