Nytårstorsk direkte fra havet

Til nytår hører sig en god nytårstorsk, og på stranden i Lønstrup kunne man erhverve sig fisken.

Fiskekutteren HG 105 gik tirsdag i land på stranden i Lønstrup med friskfanget torsk ombord. Turister og lokale kunne købe ind til nytårsmiddagen direkte fra fiskekutteren.

Skipper Carl Lauritzen er godt tilfreds med dagens fangst, der tæller to kasser, og årets kvote er nu opbrugt. Han regner med at kunne sælge fangsten.

- Ellers er der plads i fryseren, siger han.

En af dem, der erhvervede sig nytårstorsken fra kutteren i Lønstrup, var Agnete Danker, der har sommerhus i området. Hun fik 5,5 kilo torsk med.

- Det er jo helt fantastisk at kunne købe her på stranden. Det er desværre noget, der er ved at uddø, så det er vigtigt at bakke op om det, siger hun.

Skipperen selv regner ikke med at fortære torsk på årets sidste dag.

- Jeg skal have hummer. Nytårstorsken er ikke noget, vi bruger. Den er god dagen efter, men nytårsaften tror jeg, vi tager skalddyr i stedet for, griner Carl Lauritzen.


Seneste nyt

fra Nordjylland