Store ændringer på vej i Aalborg: Nytorv bliver moderne og bybusserne fjernes

Om få år er der langt mere gågade og et nyt, stort torv i bymidten i Aalborg. Som konsekvens skal busserne fjernes fra det mest centrale Aalborg.

Der er fokus på både sikkerhed og et tidssvarende centrum, når planerne for området omkring Nytorv og Østerågade i Aalborg inden længe skal gennemgå store forandringer.

I dag kunne rådmanden for området endelig sætte konkrete ord på visionerne, der indtil nu blot har eksisteret på tegnebrættet. Og planerne er store - der er fokus på at lave både en sikker og moderne bykerne ved Nytorv og Østerågade.

quote Vi er overordnet meget positive overfor den udvikling, som Nytorv skal igennem

Flemming Thingbak, direktør i Aalborg City

- Jeg glæder mig faktisk til, at det her bliver realiseret, og det der 80’er look byen har over sig nu, kommer sådan set til at forsvinde, siger Rådmand, By- og Landskabsforvaltningen, Aalborg Kommune, Hans Henrik Henriksen.

Som en del af strategien for Aalborgs midtby skal Nytorv forvandles fra en travl busgade til et område, hvor cyklister og handlende er i centrum.

- Det bliver til de bløde trafikanter. Der bliver ikke biltrafik, der bliver ingen bustrafik fremadrettet, og det betyder egentlig et ret stort gågadeforløb, men hvor det også skal blandes op med cyklisterne, siger rådmanden, Hans Henrik Henriksen.

Hos både de mindre og store forretningsdrivende i byen ser man positivt på de nye planer.

- Vi er overordnet meget positive overfor den udvikling, som Nytorv skal igennem, lyder det fra Flemming Thingbak, direktør i Aalborg City.

I Stormagasinet Saling er de også glade for den forandring Nytorv står over for.

- Vi har også cafeer inde ved os, og dem vil vi da rigtig gerne rykke med ud og skabe noget mere liv ude på det torv, der kommer herude, siger Anja Kibsgaard, Stormagasinchef hos Salling.

I videoen herunder, viser rådmand, Hans Henrik Henriksen, hvad der skal ændres i Aalborg centrum. Artiklen fortsætter under videoen.

Centrum af Aalborg får både mere gågade og et helt nyt torv, der skal danne et nyt samlingspunkt i byen. Og samtidig skal busserne ledes udenom Nytorv og Østerågade.

Farvel til bybusserne

Planerne medfører samtidig, at det i fremtiden kun er +BUS-linjen, der får adgang til Østerågade og Boulevarden, mens alle andre bybusser skal have nye ruter.

quote Jeg tror, at enhver kan se, at når man bevæger sig hernede på Nytorv og Østerågade, så giver blandingen af busser, privatbiler og cyklister og fodgængere udfordringer

Rådmand, By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen

- Jeg tror, at enhver kan se, at når man bevæger sig hernede på Nytorv og Østerågade, så giver blandingen af busser, privatbiler og cyklister og fodgængere udfordringer, siger rådmand, Hans Henrik Henriksen.

Hverken rådmanden eller forretningerne på Nytorv frygter, at folk fravælger midtbyen, fordi de ikke kan køre derind eller tage bussen helt ind til midtbyen.

- Det ser jeg faktisk ikke som et problem, fordi vi jo netop får plusbussen, som kan transportere så mange flere mennesker, og som holder relativt rigtig tæt på, siger Anja Kibsgaard, Stormagasinchef hos Salling.

- Vi mener, at med de omlægninger, som vi laver af busserne, så vil der stadig være en meget nem adgang, siger rådmand, Hans Henrik Henriksen.

Planerne medfører, at størstedelen af busserne fremover skal via Vesterbro, og det sker allerede i løbet af 2019.


Seneste nyt

fra Nordjylland