Ø til kamp mod butikscentre

 Ø til kamp mod butikscentre

Metropol smadrer butiksstruktur og ødelægger miljøet, mener miljøordfører Per Clausen fra Enhedslisten.

- De katastrofale konsekvenser af oprettelsen af Metropol butikscenteret i Hjørring har allerede vist sig. Butikkerne i Hjørring uden for Metropol lider under voldsom omsætningsnedgang og kan kun overleve, hvis de kan trække handlende fra omegnen og andre byer til Hjørring. Konsekvens bliver, at butiksstrukturen i de mindre byer i nærheden af Hjørring smadres til skade for borgerne i disse byer - særligt ældre og andre, som ikke har bil, udtaler Per Clausen, miljøordfører for Enhedslisten.

- Miljømæssigt kan vi også se de negative konsekvenser. Trafikmængden eksploderer. Der er allerede krav om flere parkeringspladser i Hjørring centrum og bedre veje. Etableringen af disse vil yderligere øge trafikmængden. Miljøet bliver den store taber, fortsætter Per Clausen.

- Enhedslisten vil på baggrund af Metropol sagen tage initiativ til en ændring af planloven, så vi kan få sat en stopper for denne katastrofale udvikling for livet i de små byer og miljøet, slutter Per Clausen.


Seneste nyt

fra Nordjylland