Øget hastighedskontrol giver rekordlavt antal trafikdræbte

En ny opgørelses fra Rigspolitiet viser, at gennemsnitsfarten i løbet af 2017 er faldet med 2,4 kilometer i timen på udvalgte strækninger i Nordjylland.

Det kan være ærgerligt at blive blitzet med det røde lys, når man har placeret foden for tungt på speederen, men en ny opgørelse fra Rigspolitiet viser, at det gør en positiv forskel, når politiet gennemfører fartkontroller.

Ændring af gennemsnits- hastighed 2017

Landeveje: -1,5 KM/T
Øvrige veje: -3,8 km/t
I alt: -2,4 km/t

Kilde: Rigspolitiet

I Nordjylland er opgørelsen også positiv, og det er en glad og tilfreds vicepolitiinspektør og leder af færdselsafdelingen, der gør status i Nordjylland.

- Først og fremmest har vi jo rekord få antal trafikdræbte. Et trafikdrab er et for meget, men det er mange år siden vi har været nede på det meget lave antal, siger vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, Ole Juul Schmidt.

Der er en helt særlig årsag til det lave antal trafikdræbte. På fem af landsdelens farligste strækninger har politiet nemlig øget kontrollen i løbet af 2017.

- Vi har udvalgt nogle strækninger, som kalder på særlig opmærksomhed i en kombination af en høj gennemsnitsfart og en høj uheldshistorik.

På strækningerne er det lykkedes at sænke gennemsnitshastigheden med 2,4 kilometer i timen. Det lyder måske ikke af meget, men de få kilometer i timen har stor effekt, ifølge vicepolitiinspektøren.

- Det man skal tænke på, når vi taler gennemsnitshastighed, er den hastighed 85 procent af trafikanterne kører med. Ved at flytte gennemsnitshastigheden med få kilometer i timen, bliver det afgørende i forhold til de skader man pådrager sig, hvis det går galt, siger Ole Juul Schmidt.

Selvom det går den rigtige vej, så er målet ikke nået endnu og i 2018 er der udvalgt otte nye strækninger. 

De otte farligste strækninger 2018

I Nordjylland øger politiet hastighedskontrollen i 2018 på disse otte strækninger:
  • Frederikshavnsvej 9800
  • Hobrovej 9530
  • Hadsund Landevej 9260
  • Egensevej 9280
  • Vråvej 9760
  • Hobrovej 9230
  • Løgstørvej 9610
  • Bygholmvejlevej 9690
     
Kilde: Rigspolitiet

 


Seneste nyt

fra Nordjylland