Økonomiudvalg fortsætter med at lægge pres på Knud Kristensen

Knud Kristensen har angiveligt sendt et notat til Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune om borgmesterens famøse grund i Himmerlandsgade - men udvalget er langt fra tilfredse med indholdet.

- Det bliver svært fremover at samarbejde med en borgmester, der helt åbenlyst har skabt sig et stort troværdighedsproblem. 

Sådan lød ordene fra Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommunes den 17. oktober i et kritisk læserbrev på aarsavis.dk i en sag om bormester Knud Kristensens inhabilitet som entreprenør.

Sagen udsprang af et møde i økonomiudvalget - som Knud Kristensen også er en del af - den 14. september, hvor borgmesteren ifølge de øvrige medlemmer af økonomiudvalget havde oplyst, at han ikke længere var ejer af grunden Himmerlandsgade 33. 

Økonomiudvalget var på mødet i gang med at bestemme, hvad der skulle ske med grunden, og hvis borgmesteren var ejer, skulle han erklæres inhabil, men Knud Kristensen fortalte udvalget, at han havde solgt grunden til "en person vest fra," hvorfor han ikke længere var part i sagen. 

De øvrige medlemmer af udvalget kunne efterfølgende gøre Knud Kristensen opmærksom på, at han i Tingbogen fortsat stod som ejer, og borgmesteren blev derpå bedt om at forlade mødet. 

- Det er altid træls at få kritik, men på nuværende tidspunkt kan jeg kommentere det her.  Jeg har ingen bemærkninger, før vi får dokumenteret, hvad der er foregået. Så vil jeg gerne stille op for åben skærm, sagde Knud Kristensen den 17. oktober. 

Siden da har hverken de kritiske medlemmer eller Knud Kristensen udtalt sig om sagen. 

I denne uge er dog nyt i sagen. Ifølge Per Bach Laursen fra Venstre - et af de kritiske medlemmer i udvalget - har Knud Kristensen onsdag sendt et notat om byggegrunden til Økonomiudvalgets medlemmer. 

I notatet fra Knud Kristensen står der ifølge Per Bach Laursen ikke, at der tale om et salg af grunden - men blot en option. 

Derfor er Økonomiudvalget stadig uforstående for, at Knud Kristensen ikke erkender, at han var inhabil i sagen. 

- Vi mangler at se et dokument, der beviser, at ejendommen var solgt. Det beviser en option ikke, siger Per Bach Laursen fra Venstre 

- Vi har ikke set dokumantion for, at han ikke var inhabil, så på den måde kan vi sige, at det har korrekt, at vi erklærede ham inhabil. 

De nye udtalelser fra Per Bach Laursen får ikke Knud Kristensen til at udtale sig mere, end da det kritske læserbrev blev offentliggjort. 

- Jeg beklager, hvis jeg har udtalt mig upræcist. Det er det eneste, jeg har at sige lige nu. Jeg har sendt sagen Tilsynsrådet, og først når den er behandlet, vil jeg kommentere på sagen, siger Knud Kristensen torsdag til TV2 Nord. 

Der kan gå op til fire måneder, før Tilsynsrådet har behandlet sagen, men så meget tålmodig har Økonomiudvalget ikke. Sagen om Knud Kristensens inhabilitet er sat på dagsordenen til udvalgsmødet onsdag den 9. november.

- Det her handler om at få en indrømmelse, at ejendommen aldrig har været solgt, slutter Per Bach Laursen.

 

 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord