Færdselsuheld ved Tuen: Østriger overså sin vigepligt

En østrigsk bilist overså sin vigepligt og kørte ud foran en anden bilist, og det endte derfor med et sammenstød.

Nordjyllands Politi måtte onsdag klokken 11.16 rykke ud til et færdselsuheld sket i krydset mellem Skagensvej og Tuenvej på ruten mellem Hirtshals og Skagen. 

Her missede en østrigsk turist sin vigepligt, og han kørte derfor ud foran en dansker bosat i Californien. 

- Derfor måtte vi tage østrigeren med på politigården i Frederikshavn, hvor han fik en straksbøde, han skal betale med det samme, forklarer Per Jørgensen, vagtchef hos Nordjyllands Politi. 

Der skete kun materiel skade ved uheldet. 

Uheld ved Dronninglund

Tidligere på dagen var politiet også til stede i Dronninglund, hvor tre biler var kørt sammen. 

- Det skyldtes uopmærksomhed, og derfor kørte bilerne op bag i hinanden, forklarer vagtchefen. 

Uheldet skete på Østre Ringgade i den østlige ende af byen. Ingen personer kom til skade ved uheldet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland