Offentligt ansatte vil ikke arbejde over

Ganske få har benyttet sig af muligheden for at udvide arbejdstiden fra 37 timer op til 42 timer om ugen. Aftalen kaldes en eklatant fiasko.  

Antallet af offentlige ansatte, der har ønsket at tage en ekstra tørn ved at udvide deres arbejdstid, er ikke noget at prale af.

Det viser en ny opgørelse, som Kommunernes Landsforening (KL), Moderniseringsstyrelsen og Danske Regioner har lavet for metroXpress.

Således har kun 477 personer valgt at tage imod tilbuddet om plustid, som gør det muligt at give en ekstra hånd på arbejdsmarkedet ved at udvide arbejdstiden fra 37 op til 42 timer om ugen.

Stat, kommuner og regioner har haft muligheden for at tilbyde de cirka 760.000 offentligt ansatte at arbejde efter reglerne om plustid siden 2008, men ordningen har altså langt fra vist sig så effektiv, som man havde håbet.

- Hvis man havde drømt om at lokke noget mere tid ud af offentligt ansatte, må man sige, at det her kun kan karakteriseres som en eklatant fiasko, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen, til metroXpress.

Det lave antal er dårligt nyt for skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), der i sidste uge luftede ideen om at anspore danskerne til arbejde lidt mere, hvis de skulle betale lidt mindre i skat.

Men antallet er helt som forventet, mener Flemming Ibsen.

-  I tilfredshedsundersøgelser har vi kunnet se, at der ikke er særlig mange offentligt ansatte, der ønsker at arbejde mere eller gå fra deltid til fuldtid, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland