Officielt: AaB sælger Joakim Mæhle

I dag blev det officielt. 19-årige Joakim Mæhle skifter efter sommerferien til belgiske KRC Genk.

AaB har tidlgiere meldt ud, at klubben lå i forhandlinger med en udenlandsk klub om et salg af 19-årige Joakim Mæhle. I dag er det sidste så faldet på plads, og klubben må vinke farvel til deres stortalent til sommer. 

- Joakim Mæhle har på få måneder udviklet sig med stormskridt, hvilket både er en cadeau til vores dygtige talentarbejde i AaB og i dette tilfælde også samarbejdet med Østervrå I.F., siger sportsdirektør Allan Gaarde i en pressemeddelelse. 

Selvom AaB gerne ville have holdt på Joakim Mæhle lidt endnu, så var tilbuddet fra KRC Genk for godt til at AaB kunne sige nej.

- Det er vigtigt for os at understrege, at det har været en prioritet at beholde Joakim Mæhle i AaB i hvert fald yderligere et par sæsoner, hvorfor vi også har stået fast på en umiddelbart høj pris for en 19-årig højreforsvarer, men det har imidlertid været Joakims klare ønske at komme afsted nu, hvilket vi i sidste ende har valgt at efterkomme, da Genk samtidig opfyldte vores økonomiske krav, fortæller Allan Gaarde. 

Joakim Mæhle selv ser frem til efter sommerferien at tage på et nyt eventyr i belgisk fodbold. 

- Det er selvfølgelig vemodigt at forlade en klub, man holder meget af, men jeg har kendt til Genks interesse i et stykke tid, og det har været et stort ønske for mig at gribe chancen for et skifte til en udenlandsk klub nu, fastslår Joakim Mæhle.

Joakim Mæhle har inden de kommende Europa-playoffkampe mod Randers FC spillet 25 officielle kampe og scoret et enkelt mål. 


Seneste nyt

fra Nordjylland