Øjenpatienter sendes på langfart

Inger Marie Pedersen fra Dronninglund skulle opereres i Thisted, selv om hendes egen øjenlæge ligger lige om hjørnet.

I april 2011 opsagde Region Nordjylland en aftale med de privatpraktiserende øjenlæger i Nordjylland. Det betyder, at patienter med såkaldt efterstær skal opereres på regionens sygehuse enten i Aalborg, hvor der er lang ventetid eller i Thisted, hvor ventetiden er kortere.

Inger Marie Pedersen valgte Thisted Sygehus og måtte sætte to dage af til det, da hun skulle opereres på begge øjne. I alt kørte hun cirka 550 kilometer med Falck.

- Jeg syntes, det var frygteligt langt at køre og så var der snestorm den ene gang. Og man skal da huske madpakken med, siger hun.

I Dronninglund bor en af Nordjyllands privatpraktiserende øjenlæger. Hun har ikke udstyret til at operere Inger Marie Pedersen, men det er kun, fordi regionen har opsagt aftalen med hende. Der er ikke rentabelt at købe det ind.

- Regionen vil gerne spare penge, og det er i orden. Men jeg tror ikke man har indblik i, hvad det er endt med. Patienterne kan ikke forstå det og klager deres nød til os, siger Mette Kaas, der altså måtte sende Inger Marie Pedersen til Thisted.

Inger Marie Pedersen synes, det er "tosset" at køre så langt, når hun kan gå ned til sin øjenlæge på under fem minutter, men for Region Nordjylland handler det om økonomi.

Intention var at spare 1,4 mio. kr. årligt. Derfor opsagde regionen aftalen med de private øjenlæger. Men det er kun blevet til ca. en halv mio. kr. i besparelse. I et svar til regionens næstformand, den konservative Per Larsen, erkender forvaltningen, at der usikkerhed om, hvor mange ekstraudgifter der er til transport. "Det konkrete beløb har der dog ikke været mulighed for at undersøge", som der står i svaret. Per Larsen er ikke tilfreds med svaret, og han mener ikke, det er i orden at sende patienterne på langfart, når de private øjenlæger kunne klare operationerne i nærområdet.

- Det synes jeg, er himmelråbende vanvittigt. Og jeg vil gerne sige, at det ikke har noget med ideologi at gøre. Det handler om, at patienterne skal have en tryg og god oplevelse. Her synes jeg, vi er nødt til at rulle tingene tilbage, siger Per Larsen.

Regionsrådets formand, Ulla Astman fra Socialdemokraterne, mener ikke, at de private øjenlæger skal på banen igen.

- Når vi har kapaciteten på vores egne sygehuse, skal vi bruge den. Og de private øjenlæger har ikke været konkurrencedygtige med deres priser, siger Ulla Astman.


Seneste nyt

fra Nordjylland