OK18: Offentligt ansatte holder vejret til det sidste

01:57

Nordjyske sygeplejersker, lærere og øvrige offentlige ansatte holder i disse dage vejret. I aften er der deadline for overenskomstforhandlingerne, og bekymringerne for fremtiden og en eventuelt konflikt har sat sig i kroppen.

Deadline for overenskomstforhandlingerne nærmer sig, og bekymringerne for fremtiden og en eventuelt konflikt har sat sig i kroppen hos de offentligt ansatte.

På vagtkontoret på Aalborg Universitetshospital er overenskomstforhandlingerne et meget omtalt emne. 

- Vi er spændte men også nervøse over, hvordan udfaldet bliver, siger Rikke Juhl Rahmberg.  

Sygeplejerskerne på hjertemedicinsk afdeling frygter, at de ikke kan være der for patienterne, hvis det ender med en konflikt.

- Bekymringerne i sådan noget her går konkret på patienterne, og specielt de hjertemedicinske patienter som kan blive akut dårlige. Hvis vi er så få på arbejde, som vi er med nødberedskabet, jamen så er patienterne noget dårligere stillet, siger Rikke Juhl Rahmberg.  

Der er grund til bekymring, for konflikten er allerede blevet udsat én gang, og det bliver den ifølge arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen ikke igen.   

- Hvis man skal gøre det, skulle der være fremskridt i forhandlingerne, der kunne betinge, at man sagde, at 'der er så store samfundsmæssige interesser i det her, at vi har 14 dage mere til at forhandle', siger han og fortsætter: 

- Men man kan ikke lægge maksimalt tryk på alle forhandlere og så sige, at det var alligevel ikke sidste frist, så mister man både autoritet, og man mister reel mulighed for som forligsmand faktisk at komme med nogle forslag. 

Flere nyheder fra TV2 Nord