"Okay med knæskade i dag"

Svenske Victor Öhman var knæskadet til dagens kamp i isligaen. I stedet så han OL-finalen mellem Sverige og Canada.

Den svenske måltyv hos Aalborg Pirates - 21-årige Victor Öhman - har en knæskade, og må derfor holde sig fra isen. Lige i dag var det helt okay.

- Ja, skaden er utrolig ærgerlig. Men i dag nyder jeg OL-finalen. Det er super spændende at se Sverige og Canada mod hinanden, og Sverige har mange unge spillere med, så det er altså cool, siger Victor Öhman.

Sammen med 200 Aalborg Pirates fans følger Victor Öhman OL-finalen på storskærm i Gigantium i Aalborg.

- Canada har et godt hold, men vi har en chance. Det ville være dejligt, hvis vi kunne tage en sejr for næsen af dem, fortæller Victor Öhman.

Mens kampen følges fra loungen, så må de friske svenske og canadiske holdkammerater pænt blive i omklædningsrummet.

- Det er en af de allerbedste hockeykampe, der nogensinde vil være. Og som fan vil jeg rigtig gerne se kampen, men jeg har et job, der skal passes, forklarer den candiske spiller, der er kommet til Aalborg Pirates, Alex Leavitt.

Der skal fokusere på dagens kamp mod Esbjerg. OL-finale eller ej. Og træneren er benhård:

- Vi har lavet en aftale om, at de må se til og med anden periode. Så er døren lukket ud til fjernsynsrummet. Og vi kommer efter dem, der har set med, hvis de ikke præstere, fortæller Frederik Åkesson med et stort smil.

Ja, døren lukkes efter anden periode, men mobilen er altså med.

- Jeg må sige, at det er svært ikke lige at tjekke mobilen, men vi har alle en måde, hvorpå vi finder fokus på kampen mod Esbjerg, siger Alex Leavitt.

Victor Öhman må heller ikke forstyrre i omklædningsrummet, og har derfor fokus 100 procent på OL-finalen. Dog blir det et skuffende 3-0 til Canada.

- Det var en hård kamp. Og jeg synes, at Canada var meget bedre, så det var fortjent, at de vandt, siger Victor Öhman.

Som et plaster på såret til den svenske spiller, så vandt Aalborg Pirates dagens kamp 8-4 over Esbjerg Energy.


Seneste nyt

fra Nordjylland