Øksemand var på vej til Aalborg

Den 29-årige somalier, som sidder tiltalt for terror og drabsforsøg mod Kurt Westergaard, havde planlagt at tage videre til Aalborg efter han havde aflagt tegneren et besøg. Det kom frem i byretten i Aarhus.

Under onsdagens retsmøde er der kommet flere detaljer frem om den 29-årige somalier, som i øjeblikket er tiltalt for terror og drabsforsøg mod Kurt Westergaard. Somalieren trængte sidste år ind i Kurt Westergaards hjem med en økse.

Det viser sig, at den 29-årige tidligere har boet i Aalborg, hvor han har arbejdet som pædagogmedhjælper. Da han blev anholdt boede han i Hvidovre, men han havde planer om at besøge sin familie i Aalborg efter overfaldet.

Ifølge Ritzau nægter somalieren at han ville slå tegneren ihjel.
 - Jeg skulle bruge øksen til at komme ind til Kurt Westergaard. Han ville nok ikke åbne døren frivilligt. Kniven skulle jeg bruge til at skræmme ham med. Jeg var irriteret på ham, siger den tiltalte.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord