Okser i Vildmosen er for dyre

Det er blevet for dyrt for Aalborg Kommune at bruge vildokser som naturplejere i Lille Vildmosen. Derfor skal de, efter 12 år, nu væk.

- Det er lidt vemodigt, men sådan er det. Jeg havde gerne set, at projektet kunne fortsætte under Aalborg Kommune, for okserne har bevist, at de er effektive naturplejere, siger skov- og landskabsingeniør, Jens Vinge fra Aalborg Kommune.

Urokserne kom til Lille Vildmosen i december 2003, og dengang fik de rosende ord med på vejen og blev udråbt som de perfekte naturplejere for området.

De otte er nu blevet til 100 styk. Det er for mange, og de er for dyre i drift. Ikke mindst fordi det har vist sig, at de ofte skal flyttes - de kræver store arealer, de skal vinterfodres, have læ og ikke mindst, så er der strenge krav og regler om at øremærke vildokserne. En opgave der langt fra er så nem, som den kan lyde.

- Nu kan man jo ikke bare kalde dem til sig for at få dem øremærket, de er vilde og farlige dyr, så det er en kompliceret opgave, siger Jens Vinge.

Det er dog ikke kommet bag på Aalborg Kommune, at vildokserne har krævet en del arbejde, og man kalder da også det 12-årige projekt med okserne som naturplejere for en succes.

- Det er en succes til et vist punkt. Vi har gjort nogle erfaringer. Og i den proces har vi haft gavn af okserne, men selvfølgelig er det tankevækkende, at der nu skal noget andet til, men har gjort et fantastisk arbejde, de har bare en svaghed, at de ikke kan gå på blød bund, så de skal flyttes af og til, det kræver mandetimer, og det er dyrt for os, siger rådmand på området, Hans Henrik Henriksen (Soc.Dem.).

Nu skal elge i stedet overtage en del af naturplejen i området i Lille Vildmosen.

- Det glæder vi os til. De er en turistmagnet, og vi ved af erfaring fra Sverige, at elgene er billigere i drift, siger Hans Henrik Henriksen.

En del af okserne er allerede solgt til en privat, der gennem flere år har været med til at foretage opsyn af dyrene. Der ud over har Jammerbugt Kommune vist interesse for at købe nogle af vildokserne til naturpleje.


Seneste nyt

fra Nordjylland