OL gav curling-boom: Nu kæmper klub igen for nye medlemmer

Vinter-OL lokkede mange nye medlemmer til Aalborg Curling Klub. Det har dog været svært at fastholde dem.

Knap var første sten kastet ved OL i Pyeonchang, før curlingsporten fik et opsving. Ved Aalborg Curling Klub udnyttede de fokusset på sporten og lokkede nye medlemmer til med nedsat kontingent og flere åbent hus-arrangementer.

Indsatsen gav pote. Åbent hus-arrangementerne blev besøgt af omkring 400 interesserede spillere, og Aalborg Curling Klub fik mellem 40 og 50 nye medlemmer. Før OL var der 18 betalende medlemmer i klubben.

- Efter OL eksploderede vi sindssygt. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at få nye medlemmer, og i perioden efter OL havde vi mange, der kom til træning, siger Christian Bønlykke Pedersen, der er bestyrelsesmedlem ved Aalborg Curling Klub.

Tilstrømningen sluttede dog, og da Aalborg Curling Klub tog hul på sæsonen 2018/2019 i september var effekten af vinter-OL forsvundet med sommerens hedebølge.

- Det er farligt at have sæsonafslutning. Der forsvandt rigtig mange. Der er nok otte tilbage af de medlemmer, der kom efter OL, siger Christian Bønlykke Pedersen.

- Vi vil gerne vise, hvad curling er

Hvor der før sommeren dukkede mellem 30 og 35 spillere op til en træning, er fremmødet nu på mellem 16 og 20 spillere. Det er stadig et pænt fremmøde indenfor curlingverdenen – men Aalborg Curling Klub drømmer om endnu mere, og derfor holder de åbent hus to gange i oktober i forbindelse med Curlingens Dag.

- Vi vil gerne vise, hvad curling er. Mange ved slet ikke, at det er muligt at gå til curling i Aalborg, siger Christian Bønlykke Pedersen.

Han mener, at curlingsporten har meget at byde på.

- Er man ikke den helst store boldspiller, kan man stadig godt have flair for curling. Det er socialt på en helt anden måde end mange andre sportsgrene. Curlingverdenen er lille, så man kender nærmest alle spillere i Danmark – også OL-deltagere, siger han.

Der er desuden større chance for at nå op på eliteplan og repræsentere Danmark ved store sportsbegivenheder i forhold til andre sportsgrene, fordi der er færre om buddet.

Første åbent hus-arrangement blev afholdt onsdag aften. Her dukkede 22 besøgende op. Den 10. oktober er der igen åbent hus, og forventningen er, at lige så mange vil kigge forbi som første gang.


Seneste nyt

fra Nordjylland