OL-sølvvinder har byttet haglgevær ud med sømpistol

Anders Golding fra Moseby blev Danmarks første medaljevinder ved OL i London for fire år siden. I dag er haglgeværet byttet ud med en sømpistol.

Det var et OL-eventyr af de helt store, nordjyske Anders Golding skrev ved legene i London for fire år siden. Skytten fra Moseby plaffede lerduer på stribe og blev Danmarks første medaljervinder ved OL i 2012, da han skød  sig til en sølvmedalje i skeetskydning.

Anders Golding har skudt rigtig mange lerduer ned, siden han fik smag for sporten i 1998. Ved legene i London var han kun to fuldtræffere fra den ultimative triumf, som ville have givet ham en OL-guldmedalje om halsen, men den nu 32-årige nordjyde er ikke på lerduejagt i Rio denne sommer.

Golding lagde haglgeværet på hylden i efteråret 2012. Få måneder efter at OL-sølvmedaljen var sikret, valgte Anders Golding at prioritere familien og den civile karriere højere end jagten på mere olympisk metal. Økonomisk var det ingen gevinst for ham at være blandt verdens bedste skeetskytter, og derfor blev OL-sølvet et af de sidste store højdepunkter i nordjydens karriere.

Anders Golding er uddannet tømrer og skyder i dag med sømpistoler i tømrer- og murerfirmaet Golding Byg. 

TV2 Nord var med, da Anders Golding vendte hjem til Nordjylland med sin OL-sølvmedalje om halsen. Se indslaget her.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland