Olesen tror fortsat på noget stort

Selv om Erik Hamrén nu er træner på lånt tid i AaB, så tror klubbens højre back Allan Olesen at truppen kan skabe noget stort i denne sæson.

Det er set før. En fodboldtræner beslutter sig for at skifte
klub eller får ikke sin kontrakt forlænget. Han har lige en sidste halvsæson, der skal overstås, og så er det svært for ham at bevare sin autoritet blandt spillerne, motivationen i spillertruppen falder, og resultaterne svigter. Men AaB's højre back Allan Olesen regner ikke med, at det bliver tilfældet hos SAS Ligaens førerhold, der efter denne sæson mister sin træner, Erik Hamrén, til Rosenborg.

- Jeg frygter ikke, at det går ud over resultaterne, og jeg tror fortsat på noget stort. Med hensyn til motivation, så kender jeg mine holdkammerater så godt, at jeg ved, at de ikke frivilligt vil give første- anden- eller tredjepladsen til andre klubber, siger Allan Olesen.

Han er tværtimod meget tilfreds med, at AaB's ledelse har afvist Rosenborgs interesse i at få Erik Hamrén med det samme.

- Det synes jeg er meget fornuftigt og et godt signal at sende fra klubben side. Erik har betydet meget for den succes, som AaB oplever i øjeblikket. Han har arbejdet benhårdt efter sin koncept, selvom han har fået en del kritik for ikke at levere de resultater, som klubben og omgivelserne forventede. Men han har holdt fast i konceptet, og nu kulminerer arbejdet, siger Allan
Olesen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland