Olsen måtte nøjes med bronze

 Olsen måtte nøjes med bronze

Joachim B. Olsen kunne ikke genvinde EM-guldet i kuglestødning ved inde-EM i atletik. Danskeren måtte skuffende nøjes med bronze

Guldet glippede. Og kuglestøderen Joachim B. Olsen måtte fredag skuffende rejse hjem fra indendørs EM i atletik i Birmingham uden en medalje af det mest ædle metal hængende om halsen. Stødet på 20.55 meter rakte således kun til en bronzemedalje.

Den forsvarende danske EM-vinder fra 2005 var ikke rigtig i "stødet" og de første faresignaler meldte sig allerede efter første stød, hvor Joachim B. Olsen overtrådte, mens den senere vinder, Mikulas Konopka, fra Slovakiet satte ny national rekord med et stød på 21,32 meter. Et forvarsel for en aften, som danskeren hurtigst muligt vil prøve at glemme alt om.

I næste runde blev ondt nemlig endnu værre, da Joachim B. Olsen igen satte foden uden for cirklen, mens Mikulas Konopka bragede kuglen ud på 21,57 meter i endnu en ny slovakisk rekord.

Joachim B. Olsen fik dog kæmpet sig op i førerfeltet igen med et fjerde forsøg på 20,55 meter, men da Pavel Lyshyn efterfølgerne satte personlig rekord, så blev nordjyden puffet ned fra anden- til tredjepladsen. Og da den 29-årige nordjyde overtrådte på femte og sjette forsøg,var sagen afgjort.

ritzau


Seneste nyt

fra Nordjylland