Omtale gav pote: Nu har Morten fået en læreplads

TV-omtale gav en håndfuld elektrikerlærlinge lærepladser, mener Tech College.

Forleden kunne TV2 Nord fortælle, hvordan mange lærlinge måtte tage skolepraktik på Tech College, fordi de ikke kunne finde en læreplads. Ifølge Tech College har omtalen af problemet haft en effekt - og flere af de unge er nu kommet ud i virksomheder, efter flere mestre har henvendt sig til uddannelsesstedet.

- Det vi har oplevet er faktisk, at der er nogle virksomheder, der har ringet til os og sagt, at hvis I har så mange gode lærlinge, så vil vi gerne have nogen af dem, siger praktikcenterchef Per Kristensen fra Tech College Aalborg.

Morten Holst fra Svenstrup gjorde selv en ekstra indsats for at få en læreplads. Da elektrikerfirmaet Aamann og Fischer fra Suldrup opfordrede eleverne til at søge, nøjedes han ikke med at sende en mail.

- Jeg valgte så også at møde op derude og lige sige goddag og hvem jeg nu engang var, og det virkede jo, siger Morten Holst, der nu har fået en læreplads hos Aamann og Fischer.

Paradoksalt nok får et firma som Aamann og Fischer ikke så mange ansøgninger om lærepladser, som de selv kunne ønske sig. De tror selv, det er fordi, de bor lidt ude på landet. Til gengæld mener de at kunne tilbyde en optimal uddannelse.

- Der er ikke noget, der er for stort eller småt for os. Vi har alle typer opgaver fra industri til landbrug og for eksempel lejligheder, som Morten starter sin læreplads på nu. Vores lærlinge kommer med på alle opgaver, så vi burde være det perfekte sted at komme i lære, siger projektleder Jan Lykkenshede fra Aamann og Fischer.

Morten Holst er lykkelig for, at han har fundet en rigtig læreplads, og at de har taget så godt imod ham.

- Indtil videre har det været fantastisk. De er meget venlige og villige til at lære fra sig – og så de vil hellere have at jeg spørger en gang for meget end for lidt så der ikke sker nogen fejl, siger Morten Holst.


Seneste nyt

fra Nordjylland