Opbakning til Brønderslev-købmands folkeaktier

Købmand Jan Jæger håber at rejse tre millioner til ny butik, og efter stormøde lørdag er han endnu mere optimistisk.

Købmand Jan Jæger, der driver Spar-butikken i Øster Brønderslev, har stor lokal opbakning til ideen om at rejse tre millioner kroner til en helt ny købmandsbutik gennem folkeaktier.

Det viste lørdagens stormøde i Østsidehallen i Øster Brønderslev, hvor mere end 150 lokale deltog - og en række af deltagerne straks udfyldte et tilsagn om at købe en folkeaktie.

Folkeaktierne er en nødløsning, fordi det til Jan Jægers overraskelse og irritation har vist sig umuligt at sikre sig et lån til byggeriet af en ny 560 kvadratmeter stor købmandsbutik. Men nu er der tilsyneladende en løsning, som efterkommer den aktive købmands ambition om at udvide butikken.

- Jeg har hele tiden troet på, at vi kunne komme i jorden med dette projekt. Også selv om jeg har været meget overrasket over, at realkreditten og pengeinstitutterne ikke var indstillede på at bidrage på en fornuftig måde. Vi har utrolig stor opbakning i et lokalområde, som er i vækst, hvor vi sælger nye byggerunde hele tiden, og hvor der er masser af fremtid. Så jeg er meget glad for den store opbakning, vi fik i tale og skriftlige tilsagn om køb af folkeaktier på vores stormøde i dag, siger Jan Jæger.

Folkeaktierne udbydes i tre forskellige andele fra 10.000-25.000 kroner. Efter medierne tog fat i sagen, har Jan Jäger også fået økonomiske tilsagn uden for lokalområdet.

- Forleden fik vi et tilsagn fra en, der bor i Randers. Det viser ikke bare, at der for mig er fremtid og opbakning til min udvidelse, men også at selve tanken om at vi i lokalområderne hjælper hinanden, hvilket er helt afgørende, siger købmand Jan Jæger.


Seneste nyt

fra Nordjylland