Operalegende til Aalborg

Tenor-legenden Plácido Domingo giver onsdag den 25. februar 2015 koncert i Musikkens Hus i Aalborg.

José Plácido Domingo Embil, kendt som Plácido Domingo, er en af verdens mest kendte operasangere i nyere tid. Plácido Domingo blev for alvor kendt udover operakredse, da han forud for åbningskampen til VM i fodbold i Rom i 1990 optrådte med José Carreras og Luciano Pavarotti. De tre verdenstenorer blev siden kendt som "De tre tenorer."

José Carreras har tidligere gæstet Aalborg, men det er første gang, at Plácido Domingo kommer til Aalborg:

- Vi har gennem flere år arbejdet på at hente Domingo til Aalborg, og da det så lykkedes, var Musikkens Hus blevet bygget, og nu glæder begge huse sig utroligt meget til at præsentere ham for det nordjyske og danske publikum, fortæller direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard.

Aalborg Kongres & Kultur Center samarbejder med det nye Musikkens Hus om at arrangere koncerter, og Ernst Trillingsgaard og adm. direktør i Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen, var enige om, at koncerten med Plácido Domingo skal foregå i den nye koncertsal i Musikkens Hus under akkompagnement af Aalborg Symfoniorkester.

- Koncertsalen i huset er optimeret efter alle kunstens regler til klassisk musik, og publikum kan derfor vente sig en usædvanlig operakoncert med en af de allerstørste tenorer gennem tiden, pointerer Lasse Rich Henningsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland