Opgør på Limfjorden

Kæmpe jubel hos kvinderne fra UCN, efter de har slået rivalerne fra Aalborg Universitet. Foto: Josefine Brader

Et sandt opgør fandt i dag sted på Aalborg Havn. De to største uddannelsesinstitutioner i Aalborg, Universitetet og UCN dystede nemlig i bedste engelske stil i romatch på Limfjorden.

Holdet fra University College Nordjylland, bedre kendt som UCN, er mere end klar. I tre måneder har de trænet - mange gange klokken seks om morgenen - for at kunne slå rivalerne fra Aalborg Universitet i den årlige kaproning.

- Det er supervigtigt. Det er en kæmpe ære at vinde den her kæmpe pokal. Vi er alle konkurrencemennesker, så vi vil virkelig gerne vinde, siger Nanna Lybæk, der er styrmand både kvindeholdet og mandeholdet på UCN.

Hun var også styrmand sidste år, hvor skolen måtte se sig slået. Derfor skal der tages revanche i år. Men står det til Universitetets styrmand, Jeppe Jægers Lund, skal UCN ikke føle sig for sikre.

- Vi har fået mandskabet op at køre, og det kører rigtig godt i båden, så vi skal nok vinde, det er vi ret sikre på. De får ikke lov at tage revanche i år - og det gør de heller ikke næste år, siger Jeppe Jægers Lund.

Styrmand Nanna skal både forsøge at få kvindeholdet og mandeholdet i mål efter en distance på 1010 meter.

I kvindernes løb står det klart efter kort tid - pigerne fra UCN i år løber med pokalen, efter hele vejen at være foran. Modstanderne fra Universitetet er dog utilfredse med, at løbet blev sat i gang, inden de havde meldt klar.

Efter pokaloverrækkelsen er det drengenes tur. De klarer det dog knap så godt som pigerne. Efter kort tid fanger de en ugle og kommer meget bagefter. Derefter går det flot, men de må alligevel se sig slået for andet år i træk af Aalborg Universitet.

Det er dog en tilfreds styrmand, der ser tilbage på tre måneders morgentræning i Limfjordens kolde vand.

- Jeg er mega stolt af mine tøser - de klarede det rigtig godt. Og så skal jeg lige hjem og have en øl med drengene. Jeg er også superstolt over dem, selvom de ikke vandt, siger Nanna Lybæk.

Flere nyheder fra TV2 Nord