Opholdssted begæret konkurs

00:50

Fonden Himmelbo, der har drevet opholdsted i Farsø, er lukket af Socialtilsyn Midt, og har nu begæret sig konkurs.

Fonden Himmelbo, der gennem halvandet år har drevet opholdssted i Farsø, er gået konkurs.

Da det socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Farsø gik konkurs i 2013, overtog Fonden Himmelbo en del af personalet og beboerne. Fonden, der blev oprettet i tiden omkring Solhavens konkurs, har lige siden drevet opholdssted på tre forskellige adresser i og omkring Farsø.

Men i begyndelsen af december indgav fonden en konkursbegæring, som nu behandles ved Retten i Randers.

Det er Socialtilsyn Midt, der tilbage i oktober 2015 besluttede at lukke Himmelbo, da man mente, at der var for få beboere til at det kunne hænge sammen økonomisk. Faktisk var der ifølge tilsynet en overhængende fare for konkurs, fortæller tilsynschef Ulla Andersen til TV2 Nord.

Ifølge lederen af Himmelbo, Trine Peiffer, er man dog langt fra enige i grundlaget for lukningen. Hun fortæller til TV2 Nord, at der var flere beboere på vej, og at de mener, at økonomien var i orden. Derfor har Himmelbo nu indledt en sag ved Ankestyrelsen. Himmelbo har også søgt om opsættende virkning, så det fortsat ville være muligt at drive opholdssted, mens sagen kører ved Ankestyrelsen. Det blev der dog givet afslag på, og derfor har Himmelbo været nødt til at lukke ned og har som følge deraf indgivet konkursbegæring.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord