Opholdssted evakueret ved brand

Otte personer måtte tidligt i morges evakueres fra Helsegården ved Sindal, da der udbrød brand i køkkenet.

Klokken halv seks i morges udbrød der brand i køkkenet på opholdsstedet Helsegården, og i alt otte småsovende personer måtte evakueres, mens slukningsmandskab kæmpede med flammerne.

- Vi nåede at stoppe det, inden det bredte. Der var ved at være hul gennem til taget, men vi fik det stoppet, inden det spredte sig videre, siger indsatsleder ved Beredskabscenter Hjørring Jesper Ludvigsen.

Branden blev opdaget, da en af stedets beboere i morges var oppe for at tisse. Han lugtede røg, og da han fandt ud af, at der var brand i køkkenet, slog han alarm. Kort efter klokken otte mandag morgen er branden slukket.

- Inde i køkkenet omkring komfuret er det godt nedbrændt, og hele den fløj, køkkenet ligger i har fået en del røg, siger Jesper Ludvigsen.

Det er stadig uvist, hvad det er, der har startet branden.


Seneste nyt

fra Nordjylland