Opholdssteder svindler med offentlige midler

Flere nordjyske opholdssteder svindler sig hvert år til millioner af offentlige kroner.

Det fortæller TV2 programmet Operation X mandag aften.

Programmet dokumenterer blandt andet hvordan opholdsstedet Nordlien ved Fjerritslev hver måned tilsyneladende snyder Hjørring Kommune for omkring 300.000 kroner

Nordlien er en afdeling af opholdsstedet Hjorthøjgaard og er et såkaldt enkeltmandsprojekt, hvor Hjørring kommune har anbragt fire unge der har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Det betaler Hjørring kommune 9,6 mio kroner om året for.

I opholdsstedets budget kan man se, at der hver måned går 646.000 kroner til lønninger, men ifølge lønsedler som operation X har set, får medarbejderne kun omkring 30.000 kroner om måneden. Der er altså et overskud på omkring 290.000 kroner hver måned.

- Hvis man tager 300.000 kroner og giver til lederen, så kan vi selvfølgelig ikke acceptere det, siger Arne Boelt (Soc.dem.), borgmester i Hjørring Kommune.

- Når jeg tjener penge, så tjener jeg penge til min virksomhed. Selvfølgelig sikrer jeg min egen virksomhed, siger Ejer Lars Andreasen, da Operation X konfronterer ham med oplysningerne.

Operation X fortæller også om, hvordan det private opholdssted Alternativet, der har hovedsæde i Hjørring, tilsyneladende svindler kommuner landet over for flere millioner kroner om året.


Seneste nyt

fra Nordjylland