Opturen fortsætter for Pirates

Aalborg Pirates vandt for anden gang i træk over Odense Bulldogs og holder fast i deres solide forspring i toppen af Metal Ligaen.

Det var de nordamerikanske pirater, der var i fokus for Aalborg Pirates i tirsdagens udekamp mod Odense Bulldogs. Det nordjyske mandskab, som fører Metal Ligaen suverænt, vandt for anden kamp i træk over fynboerne.

Det var en målfattig affære, tilskuerne på Fyn var vidner til. Hjemmeholdet kom slet ikke på måltavlen i kampen, hvor de nordjyske pirater nettede to gange og derfor vandt med 2-0.

Backen Andrew Blazek scorede kampens første mål allerede efter tre et halvt minuts spil, hvor han bragte Aalborg foran efter oplæg fra den nye Pirates-spiller Ryan McDonough, som har en fortid i Odense Bulldogs.

McDonough fik også en assist på målet, da Peter Quenneville scorede til slutresultatet 2-0 seks minutter inde i tredje periode.

Der blev ikke sendt ret mange skud på mål i kampen, så Aalborgs målmand Ronan Quemener behøvede kun at diske op med 16 redninger for at holde sit mål rent.

Pirates har med sejren stadig et forspring på ni point ned til SønderjyskE på andenpladsen i toppen af Metal Ligaen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord