Ordning hjælper flygtninge med intergration – Nu vil regeringen afskaffe den

Ordningen giver økonomisk støtte til blandt andet flygtningebørn på efterskole. Liberal Alliance betragter ordningen som forskelsbehandling.

Regeringen vil afskaffe er særlig ordning, som ofte hjælper flygtningebørn til et år på efterskole. En ordning, som er god for de unge flygtninges integration i det danske samfund.

Ordningen giver økonomisk støtte til flygtningebørn og børn af ikke-vestlige forældre, og det er den, som regeringen nu lægger op til at skære væk på næste års finanslov.

En rapport fra analyseinstituttet Als Research fra maj i år, der omhandler efterskolers erfaringer med unge med flygtninge og indvandrerbaggrund, konkluderer, at de unge med flygtninge- og indvandrerbaggrund opnår et stort sprogligt, fagligt, socialt og personligt udbytte af opholdet.

Derfor vækker det undren hos Efterskoleforeningen, at regeringen nu vil afskaffe ordningen.

- Jeg synes det er så ærgerligt. Havde det været et område, hvor vi kunne dokumentere, at det ikke har en synlig effekt, så var det okay. Men det virker, siger konstitueret formand for Efterskoleforeningen, Torben Vind Rasmussen.

Eleverne lærer af hinanden

På Horne Efterskole ved Hirtshals har eleverne nydt godt af ordningen.

Her bor og lærer eleverne nemlig på kryds og tværs af kulturelle baggrunde. Filosofien er, at det giver den bedste integration

Og forstanderen på Horne Efterskole er ligeledes uforstående overfor, hvorfor en ordning, som blandt andet hjælper syriske flygtninge med at integrere sig, nu skal afskaffes.

- Vi har nogle elever, som i den grad lærer dansk. Vi har danske elever, som i den grad lærer af den kultur, som vores etniske elever kommer med, siger Mogens D. Jensen, som er forstander på Horne Efterskole.

Men hos regeringspartiet Liberal Alliance holder de fast i, at ordningen skal afskaffes. For dem handler det om, at der skal være lige vilkår for alle.

- Vi mener, der er forskelsbehandling, og nu laver vi en ligestilling. Og så tror vi, at pengene kan gøre bedre nytte andre steder. Vi har jo massevis af andre integrationstilbud, siger Henrik Dahl, som er undervisningsordfører for Liberal Alliance.

På landsplan koster ordningen godt 10 millioner kroner om året.


Seneste nyt

fra Nordjylland