Orienteringsløb i skoven

Mere end 200 børn og voksne trodsede i dag den bidende kulde og løb orienteringsløb i Lundby Bakker. Selvom alle var udstyret med kort, havde enkelte dog svært ved at finde vej i bakkerne.

Søndag var der masser af aktivitet i Lundby Bakker. Her var 204 børn og voksne mødt op for at deltage i et orienteringsløb. Arrangørerne er ovenud begejstret for antallet af fremmødte.

- Vi havde ikke selv forestillet os, at der kom så mange, som der har været i de her to dage, så det er vi meget glade for, siger Edith Sørensen fra Aalborg Orienteringsklub.

Det er anden søndag i træk, at Aalborg Orienteringsklub arrangerer løbet. Næste søndag løber det foreløbigt sidste af stablen. Arrangørerne overvejer dog at lave endnu flere løb på grund af den store interesse.

- Vi gør det bland andet for at fremme orienteringssporten. På længere sigt håber vi, at vi kan få endnu flere medlemmer i klubben, siger Edith Sørensen.

Alle kan deltage i løbet. Det koster kun 10 kroner at være med, og så får man endda varm kakao efter løbet.

Man kan vælge mellem tre baner. En på tre, en på fire og en på seks kilometer.


Seneste nyt

fra Nordjylland