Østre Anlæg kan få grønt stempel

Østre Anlæg i Aalborg kandiderer som den første park i Danmark til at få park- og naturområdets svar på Michelin-stjernerne; det nye nordiske kvalitetsstempel Green Space Award.

Onsdag 12. september afsløres det, om Østre Anlæg i Aalborg bliver den første park i Norden, der modtager det nye kvalitetsstempel, Green Space Award. Ordningen er udviklet i et samarbejde mellem private og offentlige organisationer i Danmark, Norge og Sverige. I Danmark er arbejdet blandt andet støttet af Realdania og Friluftsrådet.

Østre Anlæg i Aalborg har alle forudsætningerne for at få en flot bedømmelse. Parken er en klassisk bypark, der ligger godt placeret i forhold til brugerne, den har en sø og masser af muligheder for udfoldelse i form af løb, gang og hundeluftning, men også gode muligheder for at finde et roligt hjørne med et tæppe og en god bog.

Den forventede tildeling af kvalitetsmærket Green Space Award til Østre Anlæg i Aalborg finder sted 12. september 2012 kl. 15.30 i Østre Anlæg, Aalborg. I tilfælde af dårligt vejr sker overrækkelsen i DGI Huset i Nordkraft i Aalborg.

Og borgerne i Aalborg har allerede "stemt" på Østre Anlæg, når man ser på, hvor mange der besøger parken. En undersøgelse foretaget af Aalborg Universitet viser nemlig, at omkring 180.000 personer besøger parken. Det er både børn, unge, voksne og ældre, der bruger parken. Men det er de fem dommere fra Danmark og Sverige, der har det sidste ord, når parken skal bedømmes efter i alt 4o forskellige kriterier.

Formålet med Green Space Award kvalitetsordningen er at øge bevidstheden om kvalitet i parker og grønne områder hos både brugere, politikere og parkforvaltere. Målet er også, at park- og naturforvaltningerne i Norden skal inspirere hinanden. Og inspirationen er ét af de perspektiver miljøminister Ida Auken i en artikel i Teknik og Miljø har fremhævet ved ordningen.

- Green Space Award er et rigtig fint forum til at fremvise nogle af de bedste ideer og projekter med grønne områder fra hele Norden. Forhåbentligt vil det bidrage til bedre grønne områder i fremtiden, og være med til at markedsføre og skabe opmærksomhed om grønne områder af høj kvalitet. Det er positivt, siger miljøminister Ida Auken.


Seneste nyt

fra Nordjylland