TV2 Nord

Otte sigtet i bordel-sag

Afrikansk kvinde på 46 år efterlyses over hele verden i sagen fra Gøglerbåden i Aalborg

Ikke færre end otte personer er nu blevet sigtet for bordeldrift i forbindelse med restaurant Gøglerbåden i Aalborg. Det oplyser NORDJYSKE Medier.

Det drejer sig om fire kvinder og lige så mange mænd i aldersgruppen 37 til 63 år.

Nordjyllands Politi i Aalborg har yderligere én kvinde med afrikansk baggrund i kikkerten, som det dog endnu ikke er lykkedes at få fat i og afhørt.

På den baggrund er den 46-årige kvinde nu efterlyst over hele verden, og hun kan også forvente at blive sigtet for rufferi i sagen.

Ifølge NORDJYSKE's oplysninger nægter samtlige sigtede sig skyldige i bordeldrift.

På den anden side er politiet af den opfattelse, at de alle har tjent gode og ulovlige penge på bordeldrift på Gøglerbåden.

Én af de sigtede, en 61-årig mand, er således sigtet for rufferi i forbindelse med et bordel på Thistedvej i Nørresundby.

Har du et godt tip?