Ottedobbelt danmarksmester skifter til VEB

Den 33-årige Janek Roos skifter i den kommende sæson fra Kastrup-Magleby til Vendsyssel Elite Badminton.

Janek Roos har været med til at vinde otte danske holdmesterskaber. Han kommer nu til Vendsyssel Elite Badminton efter 15 sæsoner i Kastrup-Magleby.

- Janek er præcis den spiller, som vi savnede i denne sæson: En stærk dansk doublespiller med stor klubfølelse. Med Janek på holdet er det vores mål igen at blive en seriøs udfordrer til en plads i Top 4, siger VEB's sportschef, Peter R. Jensen.

Janek Roos stammer fra Ringsted. Han skiftede til KMB i 1993. VEB bliver således den rutinerede spillers blot tredje klub.

- Jeg har en ambition om at spille 1-2 år endnu på topniveau. I KMB er det ikke muligt for mig at komme i betragtning til førsteholdet, men jeg vil meget gerne bevise, at jeg stadig kan begå mig på liganiveau, siger Janek Roos i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland