Ny ordning er en stor succes: Over 500 mennesker har bestilt en fotovogn ved politiet

02:33

Nordjyllands Politi har haft stor succes med en ny ordning, hvor borgerne kan bestille en fotovogn.

Politiets ordning om, at borgere kan bestille en fotovogn har været et hit.

Siden ordningen blev indført i sommer har flere end 500 borgere henvendt sig til ordensmagten for at få lavet en hastighedskontrol lige der, hvor de bor.

Et af de steder, hvor flere borgere har bedt om politiets hjælp, er på Forbindelsesvejen i Nørresundby.

Læs også 18-årig fængslet for trusler mod gymnasium

Her har Benjamin Mikkelsen bestilt en vogn.

En fotovogn.

- De kører meget stærkt herude, når der ligger en skole så tæt på, som der gør, så synes jeg bare, at folk skal sætte farten ned, når der er så mange børn herude, siger Benjamin Mikkelsen.

Måleudstyret fra fotovognen er gemt lidt væk bag en hæk ganske tæt på, hvor Benjamin Mikkelsen bor, og hvor den tilladte hastighed er 50 kilometer i timen.

Flittigt brugt tiltag

Siden midt i august sidste år har borgerne nemt kunne bestille en fotovogn på Nordjyllands Politis hjemmeside. Tiltaget er siden blevet brugt flittigt.

- Vi er lidt overraskkede over, hvor mange henvendelser vi har fået, siger Kim Haubro fra Nordjylland Politi.

Indtil nu har 537 borgere bedt om at få fotovognen rykket ud til, den placering de mener er mest relevant.

- Det er både om morgenen og også om eftermiddagen, at der er store problemer herude. Folk de skal måske tænke på farten for børnenes skyld og for cyklisternes skyld, så alle kan komme sikkert i skole eller på arbejde om morgenen – det er derfor, at jeg gerne vil have en fotovogn herud, siger Benjamin Mikkelsen.

Fotovognen er flere gange bestilt til Forbindelsesvejen

Ud af de godt 500 henvendelser fra borgerne har politiet foreløbig rykket ud 150 gange, og flere af gangene har været netop her på Forbindelsesvejen.

Læs også Glad borgmester: Læsø er ét skridt tættere på at få en ny færge

- Det er en gennemfartsvej, og der bor mange mennesker i området, så mange er utrygge ved, at der bliver kørt hurtigt, siger Kim Haubro.

- Dem der bliver taget i fotofælden i dag, jeg håber, at de tænker over det næste gang, de kommer kørende nedad mod skolen, siger Benjamin Mikkelsen.

Sidst fotovognen, på foranledning af en borger, var parkeret på Forbindelsesvejen var der gang i den røde blitz, og der blev sendt masser af bødeforlæg afsted til bilisterne.

- Der registrerede vi 271 overtrædelser på fem timer og en hel del klip også. Som jeg husker det, så var det omkring 20 klip og en enkelt frakendelse, så det er et sted, hvor der bliver kørt hurtigt, siger Kim Haubro.

Rapport efter hver bestilling

Hver gang en borger bruger bestillerordningen på en fotovogn, får vedkommende en orientering fra politiet om resultatet af farkontrollen.

- Det er det, der skal være med til at skabe den nære kontakt med borgerne, siger Kim Haubro.

- Jeg glæder mig til, hvad rapporten siger med, hvor mange de har taget i fotofælden, siger Benjamin Mikkelsen.

Efter tre og en halv time af Benjamin Mikkelsens fartkontrol, er der 18 bilister, som kan se frem til at få en hilsen fra ordensmagten. Højeste hastighed der blev målt er 74 kilometer i timen.

Flere nyheder fra TV2 Nord