Over hver fjerde AAU-dimittend er arbejdsløse i et halvt år

28 procent af de nyuddannede fra AAU oplever at være arbejdsløse i et halvt år efter dimissionen. På landsplan er det kun hver femte.

28 procent af de nyuddannede fra Aalborg Universitet går direkte ud i et halvt års ledighed. Det viser en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

På landsplan er det hver femte nyuddannet, der må vente et halvt år på et job. På institutioner som Copenhagen Business School, DTU og Københavns Universitet er det kun hver sjette, der oplever at stå uden job i et halvt år efter dimissionen.

At der er forskel mellem universiteterne skyldes ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd flere ting. Det kan eksempelvis være geografiske forskelle i efterspørgslen på arbejdskraft, forskelle i erhvervserfaringer hos de nyuddannede eller forskelle i udbudte uddannelser på de forskellige universiteter.

Før finanskrisen tog fat i 2008, var det kun hver tiende dimittend fra Aalborg Universitet, der gik direkte ud i et halvt år som ledig.


Seneste nyt

fra Nordjylland