Overarbejde presser politiet i Nordjylland

Poul Buus, der er formand for 700 politiansatte i Nordjylland, udtrykker bekymring over den store mængde overarbejde, der er samlet i Nordjyllands Politi.

Der er blevet trukket store veksler på politiet i Danmark – og således også i Nordjylland.

Det fremgår af de tal, TV2 via aktindsigt har fået adgang til. Her er 40.953 overarbejdstimer anført til Nordjyllands Politi per maj 2019.

Reelt er tallet dog endnu højere, når alle typer af overarbejde og lignende er regnet med. Det fortæller Poul Buus, der er formand for politiforbundet i Nordjylland, til TV2 Nord.

- Der er meget overarbejde, det må vi sige. Og 2019 er et stort arbejdsår for politiet. Men det er efterhånden ikke noget særligt længere. I 2015 havde vi situationen med ”Krudttønden” og grænsesituationen at tage hensyn til. Siden da, har der blandt andet været bandeopgør i København. Det, der før var et særligt travlt år for politiet, er blevet mere normalt nu, siger Poul Buus til TV2 Nord.

Det store antal overarbejdstimer kan få konsekvenser, lyder det fra Poul Buus, der repræsenterer 700 medlemmer i Nordjylland.

- På en dårlig dag, kan der godt opstå modløshed hos betjentene. Chefen beder om, at man bider tænderne sammen, men det har nogle af betjentene gjort længe. Staten skylder efterhånden det, der svarer til en kæmpe politikreds i årsværk, siger Poul Buus, der gætter på, at mange yngre betjente foretrækker at få timerne udbetalt, mens de lidt ældre foretrækker at få fri.

Store opgaver venter

Politiet har haft nok at se til, men der flere store opgaver på vej. USA's præsident Donald Trump kommer inden længe til Danmark, ligesom hans forgænger, Barack Obama, kommer til Musikkens Hus i Aalborg.

Isoleret set, er det dog ikke de opgaver, der vælter læsset, lyder det.

- Det er jo fint, vi får Trump og Obama på besøg. Og fokuseret på Nordjylland skal det nok gå godt med Obamas besøg i Aalborg. Han bliver passet på efter alle kunstens regler.

- Generelt må vi sige, at sådan en opgave blegner i forhold til for eksempel et besøg fra Rasmus Paludan, som vi så det tidligere på året. Allerede inden valget, blev der brugt 100 mand på at Rasmus Paludan skulle i Jomfru Ane Gade. Det er edderbankme mange resurser, fortæller Poul Buus.

I alt vurderes beskyttelsen af stifteren af partiet Stram Kurs til at have kostet over 100 millioner kroner i det første halve år af 2019.

Presset på resurser og rekruttering.

Det er ikke den nemmeste ligning at få til at gå op, forholdet mellem behov for politi og de reelle resurser til rådig.

Set fra betjentenes perspektiv, er løsning klar – om end svær at føre ud i livet.

- Vi har brug for mere politi til opgaverne. Det er det eneste, der hjælper, selvom man efterhånden er ved at være træt af at sige det, siger Poul Buus, der også erkender, at der under højkonjunkturen er flere faggrupper, der mangler folk.

- I den politiske debat, har man råbt og skreget på flere sygeplejersker, pædagoger og skolelærer, så jeg ved ikke, hvor mange flere vi bliver i politiet i de kommende år. Vi må også konstatere, at vi havde svært ved at rekruttere egnede, da vi på et tidspunkt skulle have nye og flere folk ind på politiuddannelsen, siger han.

Ifølge formanden for politiforbundet handler det dog også om, hvordan man fra politisk hold beslutter, at de nuværende resurser skal bruges.

- Jeg frygter, man for eksempel tømmer politiets andre enheder for at få politi tættere på borgerne. Men det er bare virkelig også vigtigt at have kontrolenheder på fx trafikområdet. Det er ikke det, der skaber trygheden, at vi holder på p-pladsen ved den lokale brugs. Det er egentlig en god idé, men det er bare ikke en afløser for lokalpolitiet.

- Alle politiske tiltag, går jo fra det eksisterende. Vi har fået flere, men vi kun tilbage på 2011-niveau. Og behovet har bare ændret sig siden da, siger Poul Buus, der slutteligt understreger, at politiet trods pres på mandskab fortsat er i stand til at skabe tryghed med kort varsel.

- Vi kommer, når borgerne ringer. Men hver eneste gang, går det ud over behandlingstiden. Og så ender det bare med de her sagsbehandlingstider på 400 dage, som er ærgerlige for alle involverede. Det skal vi have kigget på.


Seneste nyt

fra Nordjylland