En 17-årig mand blev lørdag formiddag fundet bevidstløs i en lejlighed i Hobro. Nordjyllands Politi mener, at dødsfaldet skyldes en overdosis
Den 17-årige nu afdøde mand er kendt af politiet og kommer fra misbrugsmiljøet i Hobro. Da manden blev fundet i en lejlighed i Jernbanegade lørdag formiddag tydede intet på, at en forbrydelse lå bag.
- Han bliver fundet og efterfølgende kørt til sygehuset i en ambulance, men han er ikke til at genoplive, siger vicepolitikommissær Henning Hansen til TV2/NORD.
Nordjyllands Politi tager sagen meget alvorligt og vil nu undersøge detaljerne om dødsfaldet nærmere. Den 17-årige havde ingen fast adresse.