Overfald af provokunstner: Politiet ser tiden an

Foto: TV2/Nord

Nordjyllands Politi har ikke travlt med at eftersøge provokationskunstneren Uwe Max Jensen, som fredag overfaldt to medarbejdere på Kunsten.

Det haster på ingen måde for Nordjyllands Politi med at finde og få afhørt kunstner Uwe Max Jensen, som udover provokerende kunst nu også kan skrive en anmeldelse for vold på sit CV efter en episode på Kunsten i Aalborg fredag eftermiddag.

Sagen er hos Nordjyllands Politi indtil videre endt i sagscenteret. Det krævede et mindre detektivarbejde i dag, onsdag, for flere medarbejdere helt at blive klar over, hvor anmeldelsen var havnet i systemet, og ifølge politikommissær Jens Søgård skyldes det, at sagen ikke haster. 

Læs også Provokunstner amok på Kunstens ansatte

- Det er jo ikke en farlig forbryder vi har med at gøre i det her tilfælde, og vi skal nok få fat på ham - han kan jo takket være TV2 Nords optagelser ikke rigtig løbe fra, at han var på Kunsten og var involveret i noget, siger Jens Søgård.

- Men vi sætter ikke himmel og hav i bevægelse for at finde ham. Det er kun et spørgsmål om tid, før vi får ham ind til afhøring, og han har jo allerede meldt sig gennem pressen, kan man sige, fortsætter han.

Fredag var TV2 Nord på stedet og kunne filme Uwe Max Jensens overfald på en medarbejder, som forsøgte at forhindre kunstneren i at tisse på et medbragt spejl i museets skulpturhave uden at have fået tilladelse til det. Efterfølgende blev Uwe Max Jensen efterlyst af politiet, som opfordrede ham til at melde sig selv - det er endnu ikke sket.

Læs også Provokunstner nægter at melde sig efter overfald

Politikommissæren tror på, at Uwe Max Jensen vil blive sigtet for vold mod Kunstens medarbejder, men om det derfra bliver til en tiltale med et retsligt efterspil, er mere usikkert.

- Det er jo op til vores anklagere at vurdere, om der er en sag, siger Jens Søgård.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord